Qaqortoq

Qaqortoq

Qaqortoq er Sydgrønlands trafikale, uddannelsesmæssige og kulturelle centrum, beliggende mellem byerne Nanortalik og Narsaq i et naturskønt område med masser af muligheder for vandring eller sejlads.

Qaqortoq er grundlagt i 1775 af købmand Anders Olsen, og navnet betyder ordret "det hvide". I centrum af byen findes torvet med Grønlands eneste springvand og bygninger, der stammer tilbage fra byens grundlæggelse.

I dag er byen et økonomisk vækstcenter med et væld af forskellige aktiviteter.

Tæt på byen er der mange historiske bosteder; Hvalsey Kirkeruin samt ruiner i tilknytning til kirkeruinen er de bedst bevarede ruiner fra Grønlands norrøne historie, men Igaliko med mange gamle nordbo-ruiner er også beliggende på samme halvø som Qaqortoq.

Pr. oktober 2010 havde Qaqortoq 3.277 indbyggere.